Caffé d’Amalfi - en frisk kaffebaseret cocktail med dansk limoncello
Caffé d’Amalfi er en frisk kaffebaseret cocktail, der formår at balancere aromatisk kaffe med frisk, sød limoncello. Cocktailen består af en økologisk limoncello (Lemon Says Hello) og en økologisk kaffelikør (Bad Boy) fra danske Bad Company Spirits, espresso (Zero Iced Espresso) fra danske BOLD Drinks og en tørret halv citronskive til at pynte cocktailen.
Caffé d’Amalfi er udviklet af Ulrich Deleuran Steffensen, der er barmanager hos Unda i Horsens og dobbelt europamester i cocktails (2016 og 2017). Caffé d’Amalfi er et twist på den legendariske after-dinner cocktail Espresso Martini, der er en aromatisk kaffebaseret cocktail bestående af vodka, kaffelikør og espresso, som siden slutningen af 1980’erne har hjulpet med at holde hyggelige stunder kørende. I stedet for vodka, indeholder Caffé d’Amalfi en limoncello lavet på citronskaller fra Amalfikysten.
Limoncello er en citronlikør lavet på citronskaller, som oftest produceres i den sydlige del af Italien, bl.a. Amalfikysten. I denne cocktail benyttes en økologisk limoncello (Lemon Says Hello – udviklet i samarbejde med Bar Pasta), der har en frisk smag af citron og afrundes af noter af anisfrø, galangarod og enebær.
Tip: For at få en helt smooth cocktail, uden små stykker is, kan du med fordel fine strain cocktailen - dvs. at du hælder shakerens indhold op i glasset gennem en si.
Sådan gør du
Opskrift og ingredienser til 1 stk. cocktail
Ingredienser
- 3 cl Økologisk Limoncello, Lemon Says Hello
- 3 cl Økologisk Bad Boy Kaffelikør
- 6 cl BOLD Zero Iced Espresso
- 1 stk. Tørret Halv Citronskive
Opskrift
- Fyld et glas (Martiniglas) helt op med isterninger (cubes).
- Hæld limoncello, kaffelikør og espresso i en shaker.
- Fyld shakeren helt op med isterninger (cubes), og ryst til shakeren føles iskold.
- Tøm glasset for isterninger, og hæld shakerens indhold op i glasset (se tip foroven).
- Pynt med 1 stk. tørret halv citronskive, og nyd cocktailen i godt selskab!